Den hvide robe de chemise, båret af Grevinden i anden akt, er inspireret af den romersk-klassicistiske stil. Ved sin fremkomst vakte chemisen stor forargelse, da den blev betragtet som den rene særk. Det tynde florlette stof, der nærmest forekom gennemsigtigt, gav en illusion af blot at være holdt sammen af tynde bånd om ærmerne og et skærf om livet. At der ikke blev båret fiskebensskørter, der skjulte benenes bevægelser, gjorde kvindekroppen mere synlig. Det virkede stærkt forførende, eller anstødeligt, alt afhængigt af øjnene der så.

Hos den spanske middelklasse var det maja’en, den spanske folkedragt, der var den mest brugte. Kvinderne bar flere lag af kulørte skørter, kam og mantilla. Marcellinas kostume er direkte inspireret af Goyas portræt af Hertuginden af Alba, iført spansk folkedragt. På samme tid som overklassen i Paris klædte sig landligt og naturligt, som f.eks. hyrder og hyrdinder – naturligvis i al overdådighed – lagde den spanske overklasse sig efter at kopiere folkedragten.

Kostumerne er skabt med original tilskæring, som giver tidens ideelle kropsholdning, med højt hvælvet bryst, smalle skuldre og strittende bagdele. De anvendte materialer er datidens yndede; taft, flor, silke, klæde og hør.

For overklassens vedkommende var farvevalget i pasteller med broderier, mens de folkelige klassers dragter fremstod i stærkere kulører.    

Broderierne er hentet fra 1700-tallets mode, og for bl.a. Cherubino, Figaros og Marcellinas vedkommende er mønstret skabt direkte efter bevarede dragter i spanske museer. Broderierne kunne foruden det rent dekorative have symbolske betydninger; guirlanden på Grevindens robe de chemise består således af lænker og bånd, vielsesringe, forglemmigejer og kornaks, der alle er symboler på ægteskab og frugtbarhed.

Som tilbehør til kostumerne er vifterne af stor betydning, og kunne – ligesom klædedragten og broderierne – bruges som selvstændige udtryk. Såvel forelskelse som afvisning, venskab som fjendskab kunne vises med den rette håndtering af viften. Viften havde således sit eget internationale sprog, og denne mode er stadig bevaret i spansk folkelig tradition.

Figaros Bryllup som skuespil havde allerede premiere på Det Kongelige Teater i 1786, og kostumerne skabte mode som i resten af Europa. Susannas lille jakke blev et modefænomen i hele den europæiske kulturkreds. 1780’ernes nyopfundne modemagasiner vrimler med henvisninger til Figaros Bryllup; skøder á la Susanna, jakker á la Grand Figaro, stråhatte á la Cherubino etc.