Librettist Eva Littauer forklarer om sit arbejde med Snehvides Spejl, at hun inspireres af at skrive ud fra et mytologisk stof eller ud fra eventyr, som hun kan digte ovenpå:

”Jeg kan lide at have nogle arketypiske grundfigurer, som kan spille sammen på en anden måde og i et andet univers end oprindeligt. Det fascinerende ved at gendigte Snehvide er, at publikum vil have det oprindelige Snehvide-eventyr i erindringen samtidig med, at den nye historie udspiller sig i operaen. Som jeg ser det, er Snehvide i vores udgave et eventyr, der handler om kvinders kraft på godt og ondt. I vores opera bliver det i høj grad en kamp imellem to stærke kvinders viljer og lyster. Det er også historien om den narcissistiske teenager, der, hvis hun får frit spil, kan manipulere sine omgivelser og sig selv til døde.”

Anne Barslev, instruktør, ser Snehvides Spejl som et moderniseret eventyr fuld af facetterede mennesker, der indeholder både lyse og mørke sider af sindet - tvivl og håb.

”Gode intentioner bliver sat på prøve, normer bliver testet og Snehvide kommer til at træffe nogle valg, der kan få fatale konsekvenser for hendes familie og livet fremover. Snehvides Spejl er en opera om at finde sin identitet. Om at teste, skubbe og udfordre sin virkelighed. Om at læne sig op ad fortiden og udfordre fremtiden. Eventyrets prinsesse, kongens datter Snehvide, prøver efter bedste evne at navigere i overgangen mellem barn og voksen. Rodløshed, jalousi, drifter, forfængelighed og uforløst kærlighed. Alle de ingredienser giver os et godt eventyr og en endnu bedre opera”, siger Anne Barslev.  

Niels Marthinsen er som komponist lige meget hjemme i den store symfoniske form, avantgardeteknik, operasang og moderne pop. Han lægger vægt på, at musikken i Snehvides Spejl er nutidig operamusik:

”Det er i bund og grund popmusik komponeret med en klassisk komponists hånd. Musikken i Snehvides Spejl har det hele; høje c'er, fantastiske koloraturer og dramatiske udbrud i orkestret. Melodierne i Snehvides Spejl kommer fra popmusik og anden rytmisk musik, som er den musik, der definerer den tid, vi lever i.”  

Niels Marthinsen beskriver Snehvides Spejl som en dramatisk opera:

”Det betyder, at alting i operaen foregår mellem mennesker, og at konflikterne kommer fra modsætninger mellem personer; man kan også kalde genren psykologisk opera. Historien får tilført en særlig dybde gennem vores fælles kendskab til det bagvedliggende eventyr, især fordi alle elementerne fra den gamle historie er med i den nye. Stedmoderen og Snehvide selvfølgelig, men også jægeren, de syv dværge, det magiske spejl, det forgiftede æble og prinsen på den hvide hest. Operaen slutter med, at alle, der stadig er i live, forlader Snehvide, mens de synger ’huden hvid som sne, hænder røde af blod, sjælen sort som ibenholt’.”