|
|
||||||||||||||||||||||
Historien Vi kender alle til spejlet i det klassiske eventyr om Snehvide. I dette værk spejlvendes historien, personerne og relationerne til et nyt eventyr med ny indsigt og erkendelse. Gennem myter og eventyr har menneskeheden til alle tider fundet rum til at forholde sig til tilværelsens kompleksitet, og med udgangspunkt i den grumme verden i eventyret om Snehvide har Marthinsen og Littauer skabt et højaktuelt værk om de vanskelige relationer mellem generationerne, om voksenlivets komplekse dilemmaer og om had og kærlighed i vore familieforhold. Om musikken og historien i Snehvides Spejl Niels Marthinsen beskriver Snehvides Spejl som en dramatisk opera: ”Det betyder, at alting i operaen foregår mellem mennesker, og at konflikterne kommer fra modsætninger mellem personer; man kan også kalde genren psykologisk opera. Historien får en særlig dybde, fordi alle kender eventyret, især fordi alle elementerne fra den gamle historie er med i den nye. Stedmoderen og Snehvide selvfølgelig, men også jægeren, de syv dværge, det magiske spejl, det forgiftede æble og prinsen på den hvide hest. Operaen slutter med, at alle, der stadig er i live, forlader Snehvide, mens de synger ”huden hvid som sne, hænder røde af blod, sjælen sort som ibenholt.” Librettist Eva Littauer forklarer om sit arbejde med Snehvides Spejl, at hun inspireres af at skrive ud fra et mytologisk stof eller ud fra eventyr, som hun kan digte ovenpå: ”Jeg kan lide at have nogle arketypiske grundfigurer, som så kan spille sammen på en anden måde og i et andet univers end oprindeligt. Det fascinerende ved at gendigte Snehvide er, at publikum vil have det oprindelige Snehvide-eventyr i erindringen samtidig med, at den nye historie udspiller sig i operaen. Som jeg ser det, er Snehvide i vores udgave et eventyr, der handler om kvinders kraft på godt og ondt. I vores opera bliver det i høj grad en kamp imellem to stærke kvinders viljer og lyster. Det er også historien om den narcissistiske teenager, der, hvis hun får frit spil, kan manipulere sine omgivelser og sig selv til døde.” Anne Barslev, instruktør, ser Snehvides Spejl som en opera om et moderniseret eventyr fuld af facetterede mennesker, der indeholder både lyse og mørke sider af sindet; tvivl og håb. ”Gode intentioner bliver sat på prøve, normer bliver testet og Snehvide kommer til at træffe nogle valg, der kan få fatale konsekvenser for hendes familie og livet fremover. Snehvides Spejl er en opera om at finde sin identitet. Om at teste, skubbe og udfordre sin virkelighed. Om at læne sig op ad fortiden og udfordre fremtiden. Eventyrets prinsesse, kongens datter Snehvide, prøver efter bedste evne at navigere i overgangen mellem barn og voksen. Rodløshed. Jalousi. Drifter. Forfængelighed. Uforløst kærlighed. Alle de ingredienser giver os et godt eventyr og en endnu bedre opera”, siger Anne Barslev. Læs/lyt: Foromtaler om Snehvides Spejl
|
| |
Info Uropførelse 18. august 2011 Musikhuset Aarhus Komponist Librettist Dirigent Instruktør Scenograf Lysdesigner Koreograf Le Kondrup Medvirkende: Snehvide Kongen Dronningen André de Cavallier Miss Toby Spejlet, tjenere, dværge, hoffolk m.m. Tumpe Antonio, dværgenes leder 5 andre dværge Estrid Molt Ipsen, Pernille Madsen, Thomas Christian Sigh, Tue de Stordeur og Robert Bøgelund Vinther Jæger Orkester |
|




