del med andre

 

1. akt
Sevilla i Spanien

Adelsmanden Don Juan er en rutineret kvindeforfører. Leporello, hans tro tjener, venter udenfor, mens Don Juan forsøger at forføre Donna Anna. Da Donna Anna skriger, flygter Don Juan, men bliver stoppet af Donna Annas far, Kommandanten. I den efterfølgende kamp bliver Kommandanten dræbt. Donna Anna får sin forlovede, Don Ottavio, til at love at hævne faderen.

Don Juan er flygtet og møder kort efter en anden kvinde, som han gør kur til. Først for sent opdager han, at det er en af hans tidligere og nu meget rasende erobringer, Donna Elvira. Han ser sit snit til igen at forlade situationen og lader Elvira tilbage med tjeneren Leporello, som viser hende en liste over Don Juans mange tusind erobringer. Hun er ikke den eneste.

Ved et bryllup i det grønne udser Don Juan sig straks bruden, bondepigen Zerlina, som skal giftes med bonden Masetto. Elvira advarer Zerlina mod Don Juan, og da Don Ottavio og Donna Anna beder Don Juan om hjælp til at finde og fælde faderens morder, advarer hun også dem. Donna Anna indser, at Don Juan er den morder, de leder efter. Don Juan har inviteret alle bønderne ved brylluppet til fest i sit eget hus, hvor han har bedre mulighed for at forføre Zerlina. Imidlertid dukker Donna Elvira, Donna Anna og Don Ottavio forklædte op til festen for at forhindre Don Juan i flere ugerninger. Don Juan danser med Zerlina, og hun er ikke helt uinteresseret, men da han trækker hende ind i et sideværelse, lader Donna Elvira, Donna Anna og Don Ottavio maskerne falde og afslører Don Juans hensigter.  

2. akt
Don Juan har sat sig for at forføre Donna Elviras kammerpige og bytter tøj med Leporello for at fremstå som en mere passende mand for kammerpigen. Da Donna Elvira viser sig, får Don Juan idéen at lade Leporello, forklædt som Don Juan, lokke hende væk fra huset. Og så har Don Juan fri adgang til kammerpigen. Masetto har bevæbnet nogle bønder for at hævne sig, fordi Don Juan forsøgte at forføre Zerlina. Da Don Juan jo er iklædt Leporellos tøj, bliver han ikke genkendt, men kan sende bønderne videre og straffe Masetto med prygl for at ville slå ham ihjel. Den forslåede Masetto trøstes af Zerlina.

Donna Elvira tror, at hun har fundet Don Juan, men det er jo Leporello i forklædning. Han er træt af at spille Don Juan og forsøger at slippe væk fra hende. Men både Masetto, Zerlina, Don Ottavio og Donna Anna kommer og vil nu stille Don Juan endeligt til regnskab. Leporello afslører sin forklædning, beder om nåde og stikker af. Don Juan og Leporello må skjule sig for forfølgerne og gemmer sig om natten på kirkegården. Her hører de pludselig en stemme, som advarer Don Juan om, at hans udsvævende liv snart må høre op. Stemmen kommer fra en statue af Kommandanten. Don Juan er fuld af arrogance og inviterer statuen på middag næste dag.

Til middagen kommer Elvira og forsøger at få Don Juan til at ændre sin levevis, men han ler ad hende. Pludselig kommer statuen og forlanger, at Don Juan skal angre, men da Don Juan nægter, åbner helvedes flammer sig og opsluger Don Juan.

Køb forestillingsprogrammet

Handlingsreferatet kan også læses i forestillingsprogrammet, som sælges i Musikhuset Aarhus i billetsalget for kr. 40.

I programmet kan også læses artikler af Karl Aage Rasmussen, prisbelønnet dansk komponist, forfatter og filmskaber.

Den Jyske Opera
Musikhuset Aarhus
Skovgaardsgade 2C
8000 Aarhus C
Tlf. 89 40 91 10
info(at)jyske-opera.dk

følg os