del med andre

 

1. akt
I en kro i Amiens nyder studenten Edmondo og byens ungdom sommeraftenen, der er ladet med kærlighed. Edmondos ven, studenten og adelsmanden Des Grieux kommer til, og de unge driller Des Grieux, der øjensynligt mangler held i kærlighed.   
Postvognen fra Arras ankommer til kroen, og alle betragter nysgerrigt de rejsende. Blandt dem er en smuk, ung pige, som Des Grieux øjeblikkeligt forelsker sig i. Han taler med hende og får at vide, at hun hedder Manon Lescaut, og at hun skal sendes i kloster. Hun ledsages dertil af sin bror Lescaut. Han er soldat og viser sig at være ivrig for at afhænde Manon til en af de medrejsende, den aldrende rigmand og skatteforpagter Geronte di Ravoir.
Geronte vil bortføre hende til Paris, men planen forpurres af Edmondo, der i stedet hjælper det unge forelskede par Manon og Des Grieux med at flygte.

 

2. akt
I Paris har den nydelsessyge Manon imidlertid forladt den fattige Des Grieux til fordel for den rige Geronte, og i hans hus nyder hun nu sine smykker og sine fine klæder – og keder sig og savner Des Grieux’ kærlighed, hvilket hun afslører overfor sin bror. Lescaut afslører til gengæld, at Des Grieux har kastet sig over kortspil for at vinde penge og dermed vinde Manon tilbage.   
Efter en danseopvisning, hvor Manon er genstand for Gerontes og hans gæsters beundring, kommer Des Grieux, og de finder atter sammen. Geronte opdager dem og melder dem til politiet, der når frem, inden Manon, Des Grieux og den tililende Lescaut er flygtet. Manon fængsles.  

Intermezzo
Fangenskabet – Rejsen til Le Havre. 

 

3. akt
Des Grieux og Lescaut har fulgt den tilfangetagne Manons vej til Le Havre, hvorfra hun skal udskibes til New Orleans. De vil befri hende, men det mislykkes. Hun og andre fængslede kvinder føres ombord på skibet, og Des Grieux trygler sig til en plads som skibsdreng.  

4. akt
I New Orleans må Manon og Des Grieux flygte ud i ødemarken. På sletten plages de af tørst, og Manon dør afkræftet i armene på Des Grieux.  

Den Jyske Opera
Musikhuset Aarhus
Skovgaardsgade 2C
8000 Aarhus C
Tlf. 89 40 91 10
info(at)jyske-opera.dk

følg os