del med andre

 

Die tote Stadt

Vi har valgt igen at overlade iscenesættelsen af en dansk førsteopførelse til instruktør og scenograf Mikael Melbye, der sammen med projektionsdesigner Wendall Harrington, lysdesigner Anja Myung Hansen og kostumedesigner Deirdre Clancy vil lægge op til endnu en stor dramatisk oplevelse. Dette hold stod bag den anmelderroste førsteopførelse af Pigen fra Vesten (august ’09). Den musikalske ledelse er denne gang lagt i hænderne på den talentfulde kapelmester, Jaroslav Kyzlink.

Jaroslav Kyzlink dirigerer for første gang på DJO. Han har siden 2004 været chefdirigent på Det Slovakiske Nationalteater i Bratislava, hvor han har stået i spidsen for en lang række forestillinger og koncerter. Hans seneste engagementer er opsætninger af Dvořáks Rusalka på Den Græske Nationalopera i Athen og New National Theatre i Tokyo. Han har tidligere dirigeret Die tote Stadt i Korngolds fødeby, Brno.

Mikael Melbye debuterede på Den Jyske Opera i 1999 som instruktør og scenograf på den Reumertnominerede opsætning af Strauss’ Salome, og i 2004 stod han for opsætningen af Debussys Pelléas & Mélisande, der ligeledes blev nomineret til en Reumertpris.

Wendall Harrington har designet lys og projektioner til en lang række forestillinger på Broadway, på Det Kongelige Teater til Brittens Skruen strammes, for duoen Simon & Garfunkel og er desuden en fast del af fakultetet på Yale School of Drama.

Anja Myung Hansen var fra 2001-04 belyser på Bayreuther Festspiele og for Den Jyske Opera designede hun - forinden Pigen fra Vesten - lys til Tryllefløjten (’08). I efteråret 2009 har hun designet lys på forestillingen Bygmester Solness på Det Kongelige Teater.

Deirdre Clancy har designet kostumer for bl.a. Royal Shakespeare Company og English National Opera. Hendes kostumedesign kunne før Pigen fra Vesten opleves i Danmark med Tivolis opsætning af Oliver! (’07).

Marie Brolin-Tani har været kunstnerisk leder af MBT Danseteater i Århus 1992-2001, Skånes Dansteater 2001-2007 og siden august ’08 Det Unge Dansekompagni, som fik Årets Reumert Talentpris ’09. Hun har iværksat adskillige internationale danseprojekter og er en af de mest erfarne koreografer på den danske dansescene. 

Den Jyske Opera
Musikhuset Aarhus
Skovgaardsgade 2C
8000 Aarhus C
Tlf. 89 40 91 10
info(at)jyske-opera.dk

følg os