Erich Wolfgang Korngold blev født i 1897 i Brno, der dengang var en del af det østrig-ungarske dobbeltmonarki. Hans far var musikkritiker og fra 1901 boede familien i Wien, der på det tidspunkt ikke blot var hovedstad i kejserriget, men også i det europæiske kulturliv. Korngold skrev sin opera Die tote Stadt i Wien mens Første Verdenskrig rasede. Da operaen var færdig i 1920, var også den tid, forfatteren Stefan Zweig har kaldt das Goldene Zeitalter der Sicherheit - sikkerhedens gyldne tidsalder, endegyldigt forbi.

Essay: Wienermelankoli
Jeg bør med det samme indrømme, at jeg forelskede mig sanseløst i Wien længe før jeg mødte byen. Eller i hvert fald i idéen om byen, i byens tro på at kunne skabe det ideelle samfund. Jeg forelskede mig i den stolthed og det savn, som jeg mødte i Stefan Zweig’s Die Welt von Gestern, hvor titlen siger mere end jeg nogensinde vil kunne forklare. Jeg forelskede mig i den mosaiske skønhed og elegance i Gustav Klimt’s Der Kuss, og i Richard Strauss’ rigt ornamenterede Rosenkavaler. Jeg forelskede mig i parodien på stoltheden, som jeg mødte i Elias Canetti’s Die Blendung, hvor hovedpersonen et sted spørger en konduktør, om man kan regne med jernbanens køreplan, og konduktøren stolt svarer: ”Aber selbstverständlich. Wir befinden uns in einem alten Kulturzentrum” - Ja naturligvis, vi befinder os i et gammelt kulturcentrum.  

Men mit første møde med den sagnomspundne by bliver en decideret skuffelse. Der er ingen bjerge, og på vejen fra lufthavnen til Westbahnhof kører bussen gennem en uendelig række af trøstesløse forstæder af betonbyggeri, der på en god dag ligner et levn fra et østeuropæisk diktatur. Det viser det sig nu også næsten at være. Der er gråt, beskidt, iturevne plakater alle steder, et hav af ledninger til de skånselsløse sporvogne, larm, byggerod, unge mennesker med piercinger og hanekam… og ikke et eneste spor af den elegance og beauté pur, kunsten har lovet mig.  

Heldigvis - jo nærmere vi kommer centrum, jo mere fornemmer jeg den storhed og stolthed, kunsten og litteraturen har berettet om. Bygningerne er begyndt at ligne noget fra fordums tid, biler og osende lastbiler er langsomt forsvundet fra gadebilledet. Og med ét rejser 1. Bezirk[1] sig majestætisk og overvældende foran mig, klar til at sluge mig, i al min menneskelige ubetydelighed. Jeg er intet i forhold til den allestedsnærværende historie.

Stilheden er historiens tyngde
Mens jeg går på opdagelse i den indre og ældste del af Wien, funderer jeg over, hvordan jeg kan beskrive den stemning, der blidt har suget mig ind i en anden verden, en anden tid, en mytisk tid. Mit bedste bud er stilhed. En altopslugende stilhed. Bevares, der findes årer af overvældende støj lige i nærheden. Kärntnerstrasse, hvor turisterne køber ind i de wienerautentiske H&M butikker og forsyner sig med de lige så ægte Mozartkugeln. Og Ringstrasse, hvor japanske og amerikanske turister i omfangsrige grupper konkurrerer om at tage flest billeder fra samme perspektiv.  

Men ved siden af er der stille. Og tomt. Som om selve fyldet i Ringstrasse er blevet glemt. Her i den gamle del af byen er gaderne smalle og snoede, strækker sig tappert af sted under vægten fra høje bygninger, der ligger så tæt, at de forsvinder i anonymitet. Men bag de grågule sandstensfacader gemmer sig en hel verden. En tung og uanselig trædør afslører på knirkende hængsler en ubeskrivelig smuk romansk kirke. Rundt om hjørnet et beskedent kirketorv med et kaffehus, der har ligget der så længe, at det kan huske, da den sidste kejser blev kronet.  

Stilheden er historiens tyngde. Den brydes kun kortvarigt af mine forsigtige skridt og af Oma på den anden side af gaden. Krumbøjet over sin stok, med sjalet over skuldrene og kurven på armen, passer hun bedre ind i billedet, end jeg gør. Usamtidighed. Små rum, hvor tiden har overlevet sig selv. Der er så meget stille værdighed i den mættede luft. Intet her har brug for Ringstrasses show-off for at kræve sin eksistens.

Troen på at nå perfektionen
Men Ringstrasse er i den grad også Wien, og den er fantastisk. Den brede boulevard omkranser med monumental selvtillid den indre by og er absolut overvældende, næsten vulgær. På den godt 5 km lange strækning står der ikke mindre end 96 mindesmærker for afdøde berømtheder og ønskede dyder: Goethe, Schiller, Maria Theresia, Athene, Strauss… De er her alle sammen, og de skriver den østrigske historie og beretter om al den storhed, den kejserlige hovedstad gerne vil være. Efterhånden som jeg sammen med de japanske og amerikanske turister passerer monumenterne på min tur rundt på Ringstrasse, rører jeg lige ved dem. Hvem ved, måske smitter der lidt stjernestøv af.  

En enestående skønhed omkranser mig på strækningen mellem de to imponerende kejserlige museer og den danske arkitekturperle Das Parlament, videre forbi Burgtheater og frem til Universitetet. Bredden på fortovet afslører, at her er der bestemt ikke tale om en praktikalitet, men om en mulighed for at vise sig frem. Så jeg promenerer i et værdigt tempo og med rank ryg under poplerne, og hilser med et smil og et ”Wunderschönen guten Tag!” på avissælgeren foran Volksgarten. Det virker helt naturligt.  

Nu skal ret jo også være ret, og Ringstrasse dækker faktisk over meget mere end kejserligt blær. Boulevarden med de monumentale bygninger er det pæne resultat af et halvt århundrede, hvor sociale revolutioner og liberale ideologier skabte et helt nyt samfund og tvang regenten og den nydannede regering til at være visionære. For frem mod det 20.århundrede strømmede folk til byen, og det stillede store krav til infrastruktur, boliger, sanitet og adgang til rent drikkevand. Ud af behovet voksede et ønske om at skabe en moderne storby, som man så det blive gjort i Paris. Her skulle være plads til og anstændige vilkår for både folk og fæ, demokrati, uddannelse, kunst og velstand for alle. For at finansiere den omfattende vision, solgte staten en del af byggegrundene til adelen og de nyrige til uhyrlige priser. Alle ville bo på Ringstrasse. Var man noget ved musikken havde man et Palais her. Havde man et Palais her, blev man noget ved musikken. Rigtige musikere som familien Korngold måtte dog ”nøjes” med en herskabslejlighed i gå-afstand fra Hofoperaen.    

Kunstens illusion
Byggeriet var samtidig en kærkommen lejlighed for wienerne til at rette op på byens kulturelle mindreværdskomplekser og genskabe sig en identitet som førende aktør i det europæiske kulturliv, ligesom dengang Mozart fejrede Figaros Bryllup og Beethoven spillede klaver Für Elise. Derfor er monumentale bygninger tilegnet opera, teater og musik så rigt repræsenteret på Ringstrasse og i dens umiddelbare nærhed, og vidner om wienernes enorme forkærlighed for kulturliv omkring forrige århundredeskifte.

En forkærlighed, der udviskede sociale forskelle og var så stor, skriver Stefan Zweig i sin erindringsroman Die Welt von Gestern, at der erste Blick eines WienerDurchschnittsbürgers in die Zeitung galt allmorgenlich nicht den Diskussionen im Parlament oder den Weltgeschehnissen, sondern dem Repertoire des Theaters - det første en gennemsnitsborger i Wien kiggede efter i avisen hver morgen, var ikke diskussionerne i Parlamentet eller hvad der skete ude i verden, men teatrenes repertoirer.

Teatret var mere for wienerne end en scene. Det var der Mikrokosmos, der den Makrokosmos spiegelte, der bunte Widerschein, in dem sich die Gesellschaft selbst betrachtete, der einzig richtige ’cortigiano’ des guten Geschmacks[2]. Teatret var det mikrokosmos, der afspejlede makrokosmos, den farverige genspejling som samfundet betragtede sig selv i, den gode smags eneste rigtige ’cortigiano’[3].

Virkelighedens liv i Wien blev altså mere en afspejling af de iscenesatte verdener på byens mange scener, end omvendt, og derfor var teatrene med til at bekræfte den illusion om den ideelle verden, som det frem mod Første Verdenskrig blev stadigt sværere for wienerne at opretholde. Tiden for den gamle verdensorden med kejser og kronede dage var ved at rinde ud, og forude ventede usikkerhed, orienteringsløshed og angst.

Fra at være symbol på alt det, der var godt, blev kulturlivet derfor symbol på alt det, der var gået galt. Nok havde projektet med den nye by været visionært på mange områder, men det indeholdt ikke en ambition om plads til stadig fornyelse og forandring. Wien havde narret sig selv til at tro, den havde nået perfektionen, og vågnede alt for sent af sin rus til at kunne tilpasse sig den nye virkelighed, som opstod efter Første Verdenskrig.

Skammen
På Café Central i Herrengasse spiller pianisten Beethoven, tjeneren siger ”De” og ”Frue” til os og serverer vores Verlängerter uden at spilde på servietten under koppen. Den lune Apfelstrudel er både tiltrængt og perfekt. Man ville uden store anstrengelser have kunnet læse en af Korngold Seniors musikanmeldelser i Neue Freie Presse gennem et af kagens ultratynde dejlag.Stedet er som altid velbesøgt. De store lysekroner under loftets hvælvinger glimter i gulvets marmor og belyser de to portrætter af Kejser Fränzl og hans Kejserinde Sisi i helfigur. Træmanden Freud sidder lidt stift ved bordet ved siden af og må lægge øre til vores bagkloge diskussion om hans elskede Wiens arv til det 21.århundrede.  

For byen og landet fik jo aldrig et ben til jorden efter Første Verdenskrig. Da krigen var slut, var kejseren død og det engang så stolte og omfattende dobbeltmonarki spredt for alle vinde. Illusionen om at have skabt den perfekte verden blev afløst af en brutal virkelighed med sult, sygdomme, arbejdsløshed og isvintre. Litteratur fra mellemkrigstiden, f.eks. Canettis Die Blendung eller Robert Musils Der Mann ohne Eigenschaften, fortæller om desperate forsøg på at orientere sig i en helt ny verden, hvor drømmene er væk.

Trods lidt spredt politisk modstand var østrigernes vej til Anschluss og en indlemmelse i Hitlers nye Tredje Rige derfor relativt kort. Her fandtes en umiddelbar udfrielse fra de økonomiske og sociale problemer. Her fandtes en tryg identitet. Glemt var alle ønsker om kulturel selvstændighed.  

Men faktisk var antisemitismen på ingen måde Hitlers opfindelse, forklarer min østrigske ledsager mig, mens vi guffer kage i os. Til trods for kejserrigets ideal om tolerance og kulturel mangfoldighed, så kneb det lidt med at udleve idealerne i praksis, og da Hitler blev moderne, havde man allerede en meget lang tradition for antisemitiske holdninger. Men mens Hitler mente, at jødeproblemet var racebestemt, så opfattede wienerne det som et religiøst og nærmest akademisk problem, der kunne løses gennem god assimilering - jøderne skulle bare blive mindre jødiske og ligne de øvrige wienere mere. Det var først med Anschluss og erkendelsen af omfanget af Hitlers politik, at antisemitisme blev noget skamfuldt.  

Den skam er en del af den arv, det kejserlige Wien har efterladt til det moderne Østrig. I dag er skammen ikke glemt, men den er veget for en positiv erindring om verden af i går, for en fejring af den store kulturelle bagage, som historien har givet kejserbyen med.    

Afsked og gensyn
Korngold mistede sit Wien to gange. Første gang i mellemkrigstiden, hvor den nye verden kom buldrende og Korngold måtte flygte til USA for at undgå de konsekvenser, som alle europæere kender. Anden gang, da han efter Anden Verdenskrig forsøgte at vende tilbage, fysisk og musikalsk, men måtte erkende, at han var blevet overhalet af historien g ikke mindst wienernes musiksmag. Hele sit liv længtes han tilbage til den by, der sad så dybt i hans sjæl, men som repræsenterede en svunden tid, der ikke længere var ønsket.  

Ligesom Korngold vil jeg aldrig kunne rejse tilbage til hans barndoms Wien. Det er tabt for altid. Men jeg kan rejse til mit eget Wien. Til det Wien, der ikke længere er bange for det nye, men heller ikke har glemt traditionen. Det er lige netop det, wienerne er så formidable til: at skabe en slags kulturel usamtidighed - en tidslig sameksistens, hvor det ikke er enten-eller men både-og.  

Sameksistensen sidder i byens mange nyankomne befolkningsgrupper: i sushirestauranterne, de tyrkiske kebabboder og den traditionelle Wurstständl, pølsevognen, på hvert sit gadehjørne. Den sidder i de unges krav om et mere tilgængeligt uddannelsessystem, der ikke gør forskel på rig og fattig. I den daglige brug af læsesalen på det 400 år gamle bibliotek. I barerne i hvælvingerne under Wiener Stadtbahn, og i det fantastisk levende museums- og cafemiljø i de før så kejserlige hestestalde.

Og sameksistensen sidder i de gamle fruers pelsfrakker, der lugter lidt af møl og vidner om tidligere tiders storhed. Den sidder i wienernes høflige og dannede optræden. I deres evige forkærlighed for kunst og traditioner. I deres stolthed. I de unges forventninger til det årlige Opernball, der igen er et af årets helt store begivenheder. I selve byens ukuelige vilje til ikke at være et støvet museum, men stolt hævde sin eksistens som en levende og vedkommende metropol, der har noget på hjertet.  

Jeg er en drømmer ligesom byen var og det gør mig trist, at den verden, som Korngolds Wien repræsenterede, ikke længere findes. At selv drømme, idealer og hele verdener er forgængelige. At min egen moderne verden ikke i samme grad tør tro på elegance og den absolutte skønhed. Og glad, fordi der findes usamtidige steder som Wien, hvor en rest af den forsvundne verdens idealer fortsat eksisterer.

Da flyet letter og kejsernes hovedstad forsvinder under Donaulandets lave tordenskyer, mindes jeg i et tankestrejf en anden stor europæer. Friedrich Schiller skrev engang om Menneskets æstetiske opdragelse. Havde han kendt Korngolds Wien, ville han formentlig have sagt, at byen begik hybris i forsøget på at gøre idealet til virkelighed. For idealer er noget man skal stræbe efter, men ikke forsøge at opnå.  

Så jeg stræber. Og længes tilbage.

[1] Wien er inddelt i 23 områder eller bydele, der kaldes et Bezirk. Den gamle bykerne indenfor Ringstrasse udgør 1. Bezirk, og de øvrige Bezirk’er ligger i et svagt cirkelformet mønster udenom. Den nuværende inddeling har eksisteret siden 1954, hvor de russiske tropper trak sig tilbage og Østrig igen blev en selvstændig republik.

[2] Stefan Zweig: Die Welt von Gestern. Erinnerungen eines Europäers. Fischer Taschenbuch Verlag, 35. oplag, 2005 (p.30). Er oversat til dansk med titlen Verden af i går. En europæers erindringer.

[3] ’Cortigiano’ betyder Hofmand på italiensk. Her skal det forstås som en slags repræsentant for og vogter af den gode smag.

Dette er min personlige 2010-fortælling om det Wien, Korngold voksede op i og forlod i 1934. Et Wien, der på ingen måde var en tote Stadt, men et Wien, hvor man troede på demokrati, individets rettigheder og alle menneskers lighed. Det Wien, der idealiserede kulturel mangfoldighed, kulturel storhed og forsøgte at levne plads til kulturel skepsis. Det Wien, hvor man troede på kunsten og æstetikken og den absolutte skønhed. Det Wien, hvor man turde drømme om perfektion. Men også om det Wien, hvor idealerne og troen bristede. Det Wien, hvor Anden Verdenskrig og det moderne menneskes syndefald ramte ekstra hårdt. Det Wien, vi har arvet fra det 20.århundrede. Og om min kærlighed til byens ånd og kompleksitet. Til den by, der lærte mig at få øje på verden.

Artiklens forfatter Helle Wind Poulsen

Mag.art. i litteraturvidenskab, Helle Wind Poulsen, var i foråret 2010 i en længerevarende virksomhedspraktik på Den Jyske Opera.

Efteråret 2006 tilbragte Helle Wind Poulsen som studerende i Wien. I dette essay fortæller hun om det Wien, hun kender og elsker, det Wien som har haft enorm betydning for den centraleuropæiske kulturarv og det Wien, som Korngold levede med og i, da han skrev operaen Die tote Stadt.