del med andre

 

De ekstremt krævende hovedpartier i Die tote Stadt synges af tyske Torsten Kerl i rollen som Paul og danske Ann Petersen i rollen som Marietta.

Torsten Kerl har sunget partiet som Paul på Opéra National du Rhin i Strasbourg og Théâtre du Châtelet i Paris (’01), ved Salzburger Festspiele og på Staatsoper Wien (’04), på Liceo Barcelona (’05-’06) og senest på San Francisco Opera og Royal Opera House Covent Garden (’08). Desuden har han indspillet Die tote Stadt på både CD og DVD. Han er en efterspurgt heltetenor og har optrådt på The Metropolitan Opera i New York, La Scala i Milano og alle større operahuse i hele Europa. Han har alle vigtige tenorroller i Wagners operaer på sit repertoire (bl.a.  Erik, Parsifal, Tristan, Lohengrin, Tannhäuser, Loge og Siegmund). I sæson 2009-10 kunne han opleves som Max i Jægerbruden og Erik i Den flyvende Hollænder på Hamburgische Staatsoper, Otello i koncertudgave med London Symphony Orchestra, titelpartiet i Wagners Rienzi på Deutsche Oper Berlin og Don José i Carmen på New National Theatre Tokyo.  

Ann Petersen har tidligere tryllebundet publikum på Den Jyske Opera, bl.a. som Leonore i Beethovens Fidelio (’07) og som Marskalinden i Strauss’ Rosenkavaleren (’05), og har nu fuld fart på sin internationale karriere. Hun sang i 2009 titelrollen i Ariadne på Naxos på Det Kongelige Teater og fik Reumertprisen 2010 som Årets Sanger for denne rolle. I 2008 medvirkede hun som Marskalinden i Rosenkavaleren samme sted og som Elsa i Wagners Lohengrin på Oper Köln. I fremtiden vil hun kunne høres som Freia i Wagners Rhinguldet på L’Opera de la Bastille i Paris (2010), titelrollen i Beethovens Leonora på Komische Oper Berlin (2010) og Gutrune i Wagners Ragnarok i Strasbourg (2011) og Monte Carlo (2014).

De øvrige roller som Frank (Pauls ven), Brigitta (Pauls husholderske) og medlemmer af Mariettas trup varetages af et udsøgt og fremragende hold af kendte sangere.

Den Jyske Opera
Musikhuset Aarhus
Skovgaardsgade 2C
8000 Aarhus C
Tlf. 89 40 91 10
info(at)jyske-opera.dk

følg os