del med andre

 

Puccinis stærke kvinder

Puccini blev inspireret til at skrive sin westernopera af skuespillet The Girl of the Golden West af den amerikanske dramatiker David Belasco; manden bag skuespilversionen af Puccinis Madama Butterfly. Temaerne i de to skuespil minder om hinanden, og der er stor sandsynlighed for, at det bl.a. var den stærke kvindelige hovedrolle i skuespillet, der vakte Puccinis interesse.  

Puccini ønskede at skabe operaer, der var virkelighedstro og vedkommende, at skildre personer, hvis sorger og glæder publikum kunne identificere sig med: Fra fattige bohemers liv i Paris til de barske konsekvenser af et kulturmøde mellem Øst og Vest i Madama Butterfly. I Pigen fra Vesten er skildringen af det barske guldgravermiljø og Minnies styrke og selvstændighed i fokus. Minnie fremstilles som et interessant og helt menneske, hvis personlighed og udvikling er i centrum og understreges af både dramaet og musikken.  

Ligesom flere andre af Puccinis største værker, er Pigen fra Vesten en intens og følelsesladet fortælling med en stærk og selvstændig kvinde i centrum. Som Tosca, Mimi (La bohème), Cio-Cio San (Madama Butterfly) og Turandot er Minnie villig til at kæmpe for lykken og kærligheden og ufortrødent tage sit liv og sin skæbne i egne hænder. For de fleste af hendes med-søstre får mødet med skæbnen desværre tragiske følger. Men Minnie går fri og rider solnedgangen og et nyt liv i møde med sin elskede.  

David Belasco’s skuespil The Girl from the Golden West blev efter Puccinis succes med historien filmatiseret i flere udgaver, bl.a. i 1915 af Hollywood legenden Cecil B. DeMille.  

Den Jyske Opera
Musikhuset Aarhus
Skovgaardsgade 2C
8000 Aarhus C
Tlf. 89 40 91 10
info(at)jyske-opera.dk

følg os