|
|
||||||||||
Giordano Bellincampi har dirigeret Puccinis operaer på operascener over hele verden, herhjemme bl.a. Tosca, La Boheme og Madama Butterfly på Den Jyske Opera og La Boheme, Turandot, Madama Butterfly og Manon Lescaut på Det Kongelige Teater. Han er også uden for landets grænser anerkendt som en sublim Puccinifortolker og siger om Puccinis operaer:
"Man kan umiddelbart glædes ved de slagkraftige historier med de stærke, klare dramaer og de gode melodier, men man kan også, efterhånden som man lærer operaerne at kende, komme dybere og dybere ned i raffinementerne, i sammenhængen mellem scene og musik, i den måde, som forskellige musikalske motiver bliver sat sammen på. Der er så mange forskellige lag hos Puccini, og derfor er han både en meget populær og en meget betydelig komponist. Først og fremmest er han teaterskrædder. Han formår som få at tale til et meget, meget bredt publikum." fra artikel i anledning af Puccinis fødselsdag 21/12 2008 Søren Kassebeer, Berlingske.dk
Puccini blev født i Lucca i Italien i 1858 og elskede søde sager, hurtige biler, kvinder og opera! Han står for den ganske særlige form for opera, som viser os det realistiske og hverdagslige, men i Puccinis fantastiske, forførende og til tider meget eksotiske musik, bliver hverdagen både poetisk og underfuld. |
| |
| |
|



