del med andre

 

Handling - Pigen fra Vesten

I en lille guldgraverby i de californiske bjerge samles guldgraverne i byens værtshus, der ejes af den smukke Minnie. Som byens eneste kvinde tilbedes hun af stedets brogede skare, der lystrer hendes mindste vink og beundrer hendes styrke og handlekraft. Den lokale sherif, Rance, er forelsket i Minnie, men må frustreret erkende, at hun nægter at gengælde hans følelser.  

Detektiven Ashby dukker op på jagt efter bandelederen Ramerrez. Ingen ved dog hvordan Ramerrez ser ud, og da den charmerende rejsende, Dick Johnson, dukker op i baren, er der ingen, der mistænker ham for at være den eftersøgte. Johnson og Minnie forelsker sig med det samme til stor ærgrelse for den skinsyge Rance, hvis jalousi bryder ud i lys lue. Da Johnson lidt efter forlader baren, lover han at besøge Minnie senere på aftenen.  

Johnson holder ord og besøger Minnie samme aften. Under besøget bliver de varme følelser imellem dem stadigt tydeligere, men da Johnsons sande identitet går op for Minnie, beder hun ham resolut om at gå. Kort efter vender Johnson tilbage – hårdt såret af skud. Minnie prøver at skjule ham for Rance men uden held, og desperat efter at redde Johnsons liv udfordrer Minnie Rance til et spil poker: Vinder hun, går Johnson fri. Taber hun, skal Johnson dø og hun selv give sig hen til Rance. Rance griber begærligt chancen, men ved lidt snyderi vinder Minnie pokerspillet, og Rance må rasende lade sin fange og Minnie gå.  

Optændt af jalousi genoptager Rance jagten på Johnson, og med guldgravernes hjælp lykkes det at fange ham. Rance dømmer Johnson til hængning på stedet, men i sidste øjeblik kommer Minnie styrtende og beder om hans frigivelse. Rance nægter, men Minnie minder guldgraverne om alt det hun har gjort og tålt for dem og til sidst indvilger Rance i at lade fangen gå fri. Johnson frigives og begiver sig med Minnie af sted til et nyt og bedre liv.

Den Jyske Opera
Musikhuset Aarhus
Skovgaardsgade 2C
8000 Aarhus C
Tlf. 89 40 91 10
info(at)jyske-opera.dk

følg os