del med andre

 

Om at blive elsket af en kurtisane
af Alexandre Dumas (1823-95)  

At være elsket af en ung, dydig Kvinde, indvie hende for første Gang i Kærlighedens vidunderlige Mysterium, sikkert nok er det en stor Lykke, men det er den naturligste Ting af Verden. At vinde et Hjærte, der ikke er vant til Angreb, det er som at træde ind i en aaben By uden Garnison. Opdragelsen, Pligtfølelsen og Familien er fortræffelige Skildvagter, men der findes ikke nogen Skildvagt, selv den mest paapasselige, der ikke kan narres af en ung sextenaars Pige, thi hun lytter altfor villigt til den Mand, der forstaar at vække den første Anelse om Kærlighed i hende.  

Jo mere den unge Pige tror paa det gode og rene hos Menneskene, des lettere giver hun sig hen, om ikke til Elskeren, saa i hvert Fald til Elskoven; thi da hun ingen Mistro nærer, ejer hun heller ingen Modstandskraft; at vinde hendes Elskov er en Triumf, som enhver ung Mand paa femogtyve Aar kan opnaa, naar han vil. Thi hvad hjælper det altsammen det strænge Opsyn og al den Paapasselighed, man omgiver de unge Piger med! Klostrene har ikke Mure, der er høje nok, Mødrene ikke Laase, der er stærke nok, Religionen ikke Forskrifter, der er faste nok til at holde alle disse skønne Fugle fangne i deres Bure.  

Men virkelig at blive elsket af en Kurtisane, det er en Sejr, der er anderledes vanskelig at vinde. Hos dem har Legemet slidt Sjælen op, Sanserne har brændt Hjærtet ud, og Udsvævelserne har afstumpet hver Følelse. De Ord, de hører, er evig og altid de samme, de Midler, man anvender overfor dem, kender de ud og ind, selv den Kærlighed, de vækker, har de solgt. Kærlighed og Forretning er for dem ét, de kender ikke til Lidenskab. De er bedre garderede af deres Beregninger end en ung Pige af sin Moder eller sit Kloster; derfor bruger de ogsaa Ordet Lune om den Kærlighed, der ikke skyldes Beregning, og som de af og til hengiver sig til som en Hvile, en Undskyldning eller en Slags Trøst.  

Men naar Gud lader en Kurtisane føle Kærligheden i dens rene Skikkelse, bliver denne Kærlighed, der i Begyndelsen kan synes at være som Tilgivelse for alt, næsten altid en Tugtelse for hende. Thi der gives ikke Tilgivelse uden gennem Anger og Bod. Naar en Kvinde, der har hele sin Fortid at bebrejde sig, pludselig føler sig greben af en dyb, alvorlig, uimodstaaelig Kærlighed, hun aldrig har troet mulig, og naar hun har tilstaaet denne Kærlighed, hvilken Magt har da ikke den Mand, hun elsker, over hende! Hvor føler han sig ikke stærk gennem den grusomme Ret, han har til at sige: Du gør jo ikke mere af Kærlighed, end Du i Forvejen gjorde for Penge. Saa véd hun ikke, hvilke Beviser hun skal give. ... Disse ulykkelige Kvinder, naar de endelig for Alvor føler Kærlighed! De har løjet saa ofte, at man ikke mere vil tro dem, og midt under Selvbebrejdelserne fortæres de af deres egen Kærlighed. Derfra kommer den store Opofrelse, denne Trækken sig tilbage i Ensomhed, som man til Tider ser Exempler paa blandt dem.  

Fra kapitel XII af Kameliadamen, roman af Alexandre Dumas den Yngre, udgivet 1848, ovs. til dansk af Anton Melbye (1906).

Info

Verdis opera La Traviata er baseret på romanen Kameliadamen af Alexandre Dumas

Den Jyske Opera
Musikhuset Aarhus
Skovgaardsgade 2C
8000 Aarhus C
Tlf. 89 40 91 10
info(at)jyske-opera.dk

følg os